Grillet rødfisk med gremolata, timian ristede gulerødder og citronsauce
- for 1 dag siden
- 2 min læsning
Grillet rødfisk med frisk gremolata, timianristede gulerødder og citronsauce er en skøn grillret med en dejlig balance mellem syre og sødme. Den friske citronsauce og gremolata giver et syrligt pift, mens de honningristede gulerødder tilfører en mild sødme. Serveret med nye kartofler er det en nem og velsmagende sommermiddag.

Ingredienser
4 rødfiskefileter
12-14 nye, små gulerødder
20-25 nye kartofler
4-5 spsk flydende honning
1 lille bundt timian
Olivenolie
Salt og peber
Gremolata
1 økologisk citron (skal)
1 bundt bredbladet persille
1 fed hvidløg
Olivenolie
Salt og peber
Citronsauce
2,5 dl hønse- eller grøntsagsfond
2 spsk smør
1,5 dl mælk
1 dl hvidvin
2 spsk hvedemel
1 økologisk citron (skal og saft)
Salt og peber
Fremgangsmåde
Citronsauce
Riv skallen af citronen - kun det gule, da det hvide er bittert. Pres saften, og stil den til side.
Smelt smørret ved middel varme. Tilsæt melet under konstant piskning, og lad det bage kort.
Tilsæt først hvidvin, og herefter mælk og fond lidt af gangen under omrøring, indtil saucen har den ønskede konsistens. Rør den revne citronskal i, og smag til med citronsaft. Lad saucen simre i et par minutter.
Bliver saucen for tyk, kan du tilsætte lidt mere fond eller mælk.
Smag til med salt og peber.
Saucen kan laves i god tid og opbevares på køl. Varmes forsigtigt op ved lav varme inden servering.
Vask de nye kartofler, og kog dem i ca. 7 minutter. De skal stadig være faste. Vend dem i olivenolie, salt og peber og læg dem i en foliebakke. De færdigtilberedes på grillen sammen med gulerødder og fisk.
Fjern det meste af toppen på de nye, små gulerødder og vask dem grundigt. Forkog dem i ca. 4 minutter. Vend dem i olivenolie, og læg dem i en foliebakke. Hæld honning over, og vend dem godt rundt. Drys med salt, peber og timian.
Gremolata
Hak persille fint. Bland den med fintrevet citronskal. Tilsæt presset hvidløg, salt og peber og rør det godt sammen. Tilsæt et par spsk olivenolie.
Fisken
Skrab skællene af fisken og fjern eventuelle ben. Rids forsigtigt nogle snit på tværs i skindet, men pas på ikke at skære for dybt. Fordel herefter gremolata på skindsiden.
Du kan med fordel bruge en grillholder til fisk, så den er nemmere at vende uden at gå i stykker.
Varm grillen op, og placer bakkerne med kartofler og gulerødder i den ene side. Vend dem et par gange undervejs, men hold øje med, at de ikke bliver for mørke. Placer fisken i holderne i den anden side af grillen med skindsiden ned. Grill dem ved direkte middel varme i 6-7 minutter. Vend dem og grill yderligere 2 minutter på den anden side.
Server den grillede rødfisk med de nye kartofler, honningristede gulerødder og den friske citronsauce.



Kommentarer